Erhverv

Clip-Lok SimPak gør bæredygtighed til en global konkurrencefordel

Ejer og direktør hos ClipLok SimPak, Anders Lassen, havde for nyligt besøg af Allerød Kommune og Erhvervshus Hovedstaden. Gæsterne var imponerede over, at Clip-Lok SimPak er lykkedes med at innovere og gøre bæredygtighed til en global konkurrencefordel. På billedet fra venstre: Senior forretningsudvikler Lonnie Rubino fra Erhvervshus Hovedstaden, konsulentchef Flemming Troelsen, adm. direktør hos Erhvervshus Hovedstaden, Katrine Joensen, direktør Anders Lassen, borgmester Karsten Längerich (V), design- og udviklingschef Katrine Skovbjerg samt erhvervs- og udviklingskonsulent Mette S. Nielsen fra Allerød Kommune. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

I mere end 30 år har den danske virksomhed Clip-Lok SimPak designet og produceret skræddersyede engangs- og returkasser af certificeret krydsfiner og OSB træplader til ethvert transportbehov – også tungt, farligt gods. Der er stor efterspørgsel i hele verden efter den genanvendelige emballage, som fremstilles på værkstedet i Allerød med brug af nye digitale værktøjer. Omsætningen hos Clip-Lok SimPak er firedoblet på seks år fra 2018 til 2023 – og mere end 80 procent af omsætningen kommer fra eksport. Ligeledes er overskuddet steget i samme periode. Det giver travlhed for de 30 medarbejdere.

Clip-Lok Simpak fik sidste år sparring af Erhvervshus Hovedstaden til at optimere produktionsflowet og opnå en mere bæredygtig produktion. Det resulterede i, at virksomheden med hjælp af softwareværktøjet ParBox planlægger at etablere et højere digitaliseringsniveau i design- og produktudviklingsfasen. Det betyder, at virksomheden fremadrettet vil kunne designe transportkassen via 3D-modellering ud fra en såkaldt parametrisk konstruktion – altså en skitsering, der bruger parametre og ligninger til at drive geometrien.

Ligeledes fik virksomheden hjælp af Erhvervshus Hovedstaden til at igangsætte, gennemføre og afslutte et projekt, der skulle afdække CO2e-estimater for hver enkelt skræddersyede emballageløsning.

– Vi sætter stor pris på, at Erhvervshus Hovedstaden har været med til at guide os gennem de mange programmer og støtteordninger, som findes i erhvervsfremmesystemet. Det har været meget produktivt for Clip-Lok SimPak. Resultaterne er en unik og for os meget vigtig CO2e parametrisk beregner samt et muligt nyt digitaliseret tegne- og produktionsprogrammeringsværktøj. Vi planlægger nu at eksportere de produktspecifikke bearbejdningsinstruktioner direkte til vores store CNC-udstyr og samtidig minimere miljøbelastningen ved at beregne, dokumentere og dermed optimere emballage for en reduceret CO2e-belastningen. Det placerer os på forkant med miljøbevidst forretningspraksis, siger adm. direktør og ejerleder Anders Lassen.

Virksomheden fik støtte til at kunne anskueliggøre miljøbelastningen for kunderne gennem et MADE kickstart forløb, sparring fra Alexandra Instituttet samt via midler fra SMV:Grøn puljen, der finansieres af midler fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Et patenteret plasticklips system

Clip-Lok SimPak emballage er baseret på et patenteret Clip-Lok system bestående af plastik- og stålclips, der bruges til at samle og åbne kasserne uden brug af værktøj. Kassens kan således nemt klappes sammen og skilles ad og gemmes til senere brug uden at fylde noget særligt, og de forskellige dele kan nemt recirkuleres. Returkasserne kan genanvendes op til 100 gange.

I dag sælges kasserne via et globalt partnernetværk. Emballagen sælges til kunder i bilindustrien, flyindustrien, forsvaret, energisektoren og robotindustrien men anvendes også inden for sundhedsområdet.

På et fælles virksomhedsbesøg fik borgmester Karsten Längerich; erhvervs- og udviklingskonsulent Mette S. Nielsen fra Allerød Kommune, adm. direktør Katrine Joensen, konsulentchef Flemming Troelsen og senior forretningsudvikler Lonnie Rubino fra Erhvervshus Hovedstaden et indblik i Clip-Lok SimPaks digitale og bæredygtige udvikling fortalt af design- og udviklingschef Katrine Skovbjerg samt direktør Anders Lassen.

– Clip-Lok SimPaks vækstrejse er imponerende, og jeg er glad for, at kommunen via Erhvervshuset har kunnet bidrage til at fremme den bæredygtige innovation. Virksomheder som Clip-Lok SimPak spiller en afgørende rolle, ikke kun for væksten og udviklingen af ​​Allerød, men gavner hele Danmark når man tager i betragtning, at 80 procent af virksomhedens produkter eksporteres, udtaler borgmester Karsten Längerich. 

Om Clip-Lok SimPak

Clip-Lok SimPak er en førende leverandør af innovative, genanvendelige emballageløsninger. Med en forpligtelse til bæredygtighed og ekspertise samarbejder Clip-Lok SimPak med virksomheder på tværs af forskellige sektorer for at levere skræddersyede emballageløsninger. Læs mere om virksomheden her: https://clip-lok.com/da/forside/

“Erhvervshus Hovedstaden har ydet værdifuld støtte til Clip-Lok og gjort det muligt for os at modtage stats- og EU-tilskud til at udvikle vigtige digitale værktøjer til at styrke Clip-Loks position på især eksportmarkederne,” vurderer ejerleder og direktør Anders Lassen, som her demonstrerer produktet over for senior forretningsudvikler Lonnie Rubino fra Erhvervshus Hovedstaden. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

Kommentarer