Samfund

”Den danske og den svenske regering prioriterer det gode samarbejde i Greater Copenhagen højt”

På billedet fra venstre: Eva Egesborg Hansen, chef Nordisk Sekretariat, Udenrigsministeriet; Tue David Bak, Managing Director, Greater Copenhagen; Linus Eriksson, administrerende direktør, Øresundsbro Konsortiet; Camilla Khokhar, vice direktør, Dansk Industri; Kristina Miskowiak Beckvard, Danmarks ambassadør til Sverige; Louise Schack Elholm (V), Danmarks Minister for nordisk samarbejde; Jessika Roswall (M), Sveriges Minister for nordisk samarbejde; Carl Johan Sonesson, formand Greater Copenhagen og regionsbestyrelsen i Region Skåne; Thomas Danielsen (V), Danmarks Transportminister; Marie Trogstam, avd chef Hållbarhet och Infrastruktur, Svenskt Näringsliv; Charlotte Wrangberg, Sveriges ambassadør til Danmark; Katrin Stjernfeldt Jammeh, forkvinde kommunbestyrelsen i Malmø och bestyrelsesmedlem i Greater Copenhagen; Stephan Müchler, administrerende direktør, Sydsvenska Industri- och Handelskammaren. Pressefoto

Regeringerne i Danmark og Sverige har et godt og konstruktivt samarbejde om infrastrukturen i Øresundsregionen, og revisionen af Øresundsaftalen er næsten færdig. Det var budskaberne fra de tre danske ministre, der deltog i Greater Copenhagen Task Force tirsdag eftermiddag.

Greater Copenhagen Task Force blev etableret i 2021 af Greater Copenhagen sammen med den danske og svenske regering, Dansk Industri, Sydsvenska Industri- och Handelskammaren samt Øresundsbro Konsortiet med det formål at revitalisere den økonomiske integration i regionen efter pandemien. Resultatet af det første møde var blandt andet enighed om behovet for at revidere Øresundsaftalen*, lyder det i en pressemeddelelse.

Tirsdag i denne uge afholdtes det fjerde møde, og temaet var “Mobilitet som en forudsætning for vækst”. Tre ministre deltog i mødet: Danmarks transportminister, Thomas Danielsen (V) og den svenske og den danske minister for nordisk samarbejde, Jessika Roswall (M), og Louise Schack Elholm (V). Svenskt Näringsliv deltog også for første gang.

Øresundsaftalen og infrastrukturinvesteringer dominerede diskussionen, og Greater Copenhagen havde tre overordnede budskaber til ministrene:

  • at en ny, revideret Øresundsaftale skal være på plads i den nærmeste fremtid
  • at den svenske regering skal træffe de samme beslutninger om infrastrukturinvesteringer i relation til Øresundsforbindelsen, som den danske regering har gjort
  • at der er behov for yderligere dialog om nye faste Øresundsforbindelser.

– Den svenske og danske regering har gjort betydelige fremskridt i forhandlingerne om en ny opdateret Øresundsaftale. En moderne aftale er ekstremt vigtig for både arbejdstagere og virksomheder i regionen og er en prioritet for begge vores regeringer, siger Jessika Roswall.

– Potentialet og mulighederne for vækst i regionen er tydelige, og jeg er også opmærksom på de udfordringer, der findes. Derfor arbejder vi hårdt på at løse grænsehindringerne, og det er en høj prioritet for Danmark, lyder det fra Louise Schack Elholm.

Under diskussionen om infrastrukturinvesteringer kom den danske transportminister med et positivt budskab:

– Den danske regering ved, at der er kapacitet, som ikke er fuldt udnyttet, og vi diskuterer, hvad vi kan gøre her og nu, når det gælder Øresundsbroen. Jeg ser gode muligheder i en stærk Øresundsregion, og det er en vigtig opgave at sikre, at samarbejdet og bevægelsen på tværs af grænsen sker så gnidningsfrit som muligt. Det har jeg heldigvis et godt samarbejde om med min svenske ministerkollega, Andreas Carlson, siger Thomas Danielsen.

– Nu er et naturligt næste skridt at sætte sig ned med både Thomas Danielsen og Sveriges infrastrukturminister Andreas Carlson og se nærmere på de forskellige muligheder, som vi i Greater Copenhagen-regionen ser, siger Carl Johan Sonesson, formand for Greater Copenhagen.

*Øresundsaftalen regulerer skatter og pensioner for folk, der bor på den ene side og arbejder på den anden side af Øresund. Aftalen er forældet, hvilket fører til dyre problemer for arbejdstagere og arbejdsgivere.

Kommentarer