Livsstil og forbrug

Ferie i Danmark: Campingplads giver gæster klimaneutralt ferieophold

Fra højre ses Kasper Roug, som er miljøordfører for Socialdemokraterne, Henrik Søby fra Nysted Camping, Mikael Holt Jensen fra VisitDenmark, direktør Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster og rådgivende ingeniør Steffen Wissing. Foto: Nysted Strand Camping

Feriesæsonen står for døren, og her på redaktionen vil vi hen over sommeren bringe artikler og inspiration om dejlige feriesteder i Danmark.

Flere og flere danskere tænker på klimaaftryk, når de vælger hvor familieferie skal gå hen.

Det tænker de også på hos Nysted Strand Camping på Lolland, som netop er blevet hædret for at være Danmarks første CO2-neutrale campingplads. Både pladsens eget samt leverandørernes udslip er stort set i nul.

Hos Nysted Strand Camping på Lolland har indehaver Henrik Søby og hans team igennem de sidste par år gennemført en række initiativer og investeringer, hvor der er tænkt klimaløsninger ind i hvert eneste tiltag.

Det har nu båret frugt, med et verificeret klimaregnskab og EU’s Ecolabel certifikat som den første campingplads i Danmark.

– Vi er utroligt stolte af at nå denne milepæl. Det har krævet omfattende investeringer i bæredygtige teknologier og en helhjertet forpligtelse fra hele vores team. At opnå CO2 neutralitet og EU Ecolabel certifikatet er ikke kun en sejr for os men for hele branchen, siger Henrik Søby, som er ejer af Nysted Strand Camping.

Han fortæller, at resultatet er opnået gennem anvendelse af vedvarende energikilder, optimering af energiforbrug, plantning af træer og miljøbevidste leverandøraftaler.

Til glæde for miljøbevidste gæster

Henrik Søby regner med, at Nysted Strand Camping allerede i 2025 kan tilbyde gæsterne CO2 kompensering på deres transport til og fra campingpladsen gennem lokale klimaprojekter og træplantning og dermed reelt tilbyde helt CO2-neutral campingferie.

Pladsens klimaindsats er også blevet bemærket hos turistorganisationen Visit Denmark og blandt politikere på Christiansborg.

– Nysted Strand Camping har gjort en imponerende indsats for at blive klimaneutral og at udvikle sig i en bæredygtig retning. De viser, at hvor der er vilje, er der vej. For gæsterne betyder det helt konkret et mindre klimaaftryk, men også en ferie på en campingplads, der værner om naturen og tilbyder lokale varer. Det er noget, mange turister efterspørger allerede i dag, lyder det fra Visit Denmarks adm. direktør Katja Moesgaard.

Også Kasper Roug, der er miljøordfører for Socialdemokratiet og medlem af Klimaudvalg i Folketinget kalder det en fornøjelse at se en campingplads på Lolland-Falster, som er helt i front på klimaområdet.

– Nysted Strand Camping er med til at sætte hele Lolland Falster på det positive grønne Danmarkskort, hvor man taler positivt om os syd for grænsen, uddyber han.

Med denne bæredygtige milepæl ser Nysted Strand Camping frem til at fortsætte med at byde gæster velkommen, der ønsker at nyde Danmarks naturskønhed med minimal miljøpåvirkning.

Kommentarer