Af Jacob Netteberg, Radikale

Jeg bryder tabuet – jeg har fået lov af min søn og min bonusdatter at sige det højt. De lever henholdsvis med en skizofreni- og en borderline diagnose.
Hvis min søn havde fået kræft, ville behandlingen ikke skulle diskuteres i kommunens borgercenter!
Havde min bonusdatter mistet synet skulle jeg ikke slås med sagsbehandlere om hun skulle have en stok!
Men når de har fået lægefaglige diagnoser af dygtige psykiatere på hospitalet, så sker der noget magisk..
fra at være en diagnose i sundhedsvæsenet skal al hjælp og støtte pludselig “visiteres” af kommunen – ikke under sundhedsloven, men under serviceloven (sociallov). Og nu starter så et postnummer lotteri.
Nogle kommuner har heldigvis dygtige fag medarbejdere med indsigt i særlige udfordringer og en robust økonomi. Men andre har bestemt ikke.

Når det hedder ‘det specialiserede område’ – burde det så ikke være specialister der havde ansvaret for at visitere hvilken hjælp og støtte man fik? Når (især) børn & unge idag får en psykiatrisk diagnose på et hospital, så overlades beslutning om hjælp bagefter til medarbejdere i den enkelte kommune. Er man heldig, sidder der en dygtig skolepsykolog eller pædagogisk konsulent med indsigt i netop dit barns udfordringer. Men reelt vil kommunens budget og faglighed formentlig afgøre hvilket specialtilbud er til rådighed.Det gør vi ikke med andre sygdomme og diagnoser!
Derfor kæmper jeg for at sidestille psykiatrien med det somatiske område, og for at visitation flyttes fra det generelle område til det ordet siger:“Specialisterne”.
Læg mærke til at sundhedsministeren siger vi skal “sidestille” det psykiatriske område med det somatiske – i samme forbindelse som at man udgiver en psykiatriplan – fordi psykiatrien ikke er tænkt ind i den sundhedsreform man kom med for 3/4 år siden! Det er vist det man kalder “stof til eftertanke”?