Samfund

Udflytning af uddannelser er kommet rigtig godt fra start

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, jubler over den gode start, som de udflyttede uddannelser har fået. Pressefoto

De unge har trodset tendensen og i stor stil søgt ind på de syv nye uddannelsessteder, som i år er åbnet som led i aftalen om udflytning af uddannelser. Det er ifølge Landdistrikternes Fællesråd en rigtig god start for et mere decentralt uddannelsessystem.

Al begyndelse er svær, og derfor var der forventet startvanskeligheder hos de uddannelsesinstitutioner, som i år åbner syv nye uddannelsestilbud uden for de største byer. Men det er ikke tilfældet. Selvom rekordfå på landsplan har søgt ind via kvote 1 i år, er de nye uddannelser i de mindre byer kommet rigtig godt fra start.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, jubler over den gode start, som de udflyttede uddannelser har fået:

– Udflytning af uddannelser er en mærkesag, vi i mange år har kæmpet for i Landdistrikternes Fællesråd. En sag, der ikke har været lige populær i alle kredse, men som vi i dag kan høste frugterne af. Ansøgertallet vidner om, at mange unge reelt har et ønske om at tage en uddannelse lokalt. Nu står uddannelsesinstitutionerne og lokalområderne parat til at tage imod dem med åbne arme, og det er derfor svært ikke at være glad på en dag som i dag, siger han.

I går blev antallet af ansøgere til uddannelserne via kvote 1 opgjort, og det er med det laveste antal ansøgere i ti år. Samtidigt var det en ilddåb for maskinmesteruddannelsen i Sønderborg og Thisted, bioanalytikeruddannelsen i Hjørring, ergoterapeutuddannelsen i Haderslev, datamatikeruddannelsen i Tønder, jordemoderuddannelsen i Slagelse og radiografuddannelsen i Næstved. Nu er de første syv uddannelser åbnet som led i den politiske ambition om at gøre det muligt at tage en uddannelse flere steder udenfor de fire største studiebyer.

Væsentligt skridt

Udflytning af uddannelser er ifølge Steffen Damsgaard et væsentligt skridt på vejen til et Danmark i bedre balance:

– Vi har et erhvervsliv i hele landet, der tørster efter medarbejdere, og offentlige funktioner, der er dybt afhængige af et rekrutteringsgrundlag for at levere service til borgerne. Endelig er lokale uddannelsesmuligheder også et vigtig parameter for at kunne skabe bosætning især i land- og yderkommuner. Alligevel har man i årtier set, hvordan politikere og uddannelsesinstitutioner har centraliseret 80 procent af de videregående uddannelser til de fire største byer, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Nu har vi en regering og en række forligspartier, der har sat uddannelsesmuligheder i hele landet højt på dagsorden, og derfor glæder jeg mig til at se, hvordan udflytning af uddannelser over de kommende år bliver ét skridt af mange, der skal øge landets sammenhængskraft.

Landdistrikternes Fællesråd vil følge op på udflytningsplanerne over de kommende år og sætte fokus på, at alle parter bidrager til at det bliver så attraktivt lokalt, at det også fremover bliver en succes med de udflyttede uddannelser. Dertil er det vigtigt, at man hele tiden ser på nye muligheder for at udbyde nye uddannelser, der svarer til det lokale behov og efterspørgsel. 

Kommentarer